Har mit barn brug for indlægssåler?

Har mit barn brug for indlægssåler?

Vi har spurgt en af vores dygtige børnefysioterapeuter Emilie Abildstrup om børn har brug for indlægssåler og hvornår det kan give mening, eller om det egentlig bare er bedst at styrke foden selv. 

Emilie siger:

"Som udgangspunkt har langt de fleste børn ikke behov for indlægssåler. Børns fødder er under udvikling, og de er skabt til bevægelse, variation og belastning gennem aktiv brug. Foden er et komplekst sanseorgan, som konstant sender information til hjernen om underlag, tryk og bevægelse  informationer der er afgørende for balance, kropsfornemmelse og motorisk udvikling. Når vi lægger en indlægssål i barnets sko, gør vi samtidig underlaget tykkere og mere ensartet. Det betyder, at de sensoriske input fra foden mindskes, og barnet får færre informationer fra underlaget under gang, løb og leg. Derudover kan en indlægssål begrænse fodens naturlige bevægelse og arbejde, hvis den bruges uden en klar faglig indikation.

Det er vigtigt at understrege, at indlægssåler kan give rigtig god mening i nogle tilfælde. For eksempel kan børn, der er meget hypermobile, særligt i de senere børnealdre, have gavn af indlæg som en del af en samlet vurdering og indsats. Her kan indlæg bidrage til bedre stabilitet, mindre træthed eller smerte og øget funktion i hverdagen. Men det bør altid ske på baggrund af en individuel vurdering og ikke som en generel anbefaling til alle børn.

Mit faglige udgangspunkt er derfor, at børns fødder først og fremmest har brug for: 

  • Plads til at bevæge sig
  • Sko der ikke styrer eller former foden unødigt
  • Mulighed for at mærke underlaget og bruge fodens egne muskler

Her spiller fleksible og rummelige sko som giver foden lov til at arbejde selv en vigtig rolle."

/ Emilie Abildtrup, børnefysioterapeut